Kraftig brand i lejlighed: Person flygtet ud på taget i Randers

2024-08-02

Beredskab & Sikkerhed er fredag aften til stede på Søren Møllers Gade i Randers, hvor en kraftig brand udfolder sig.

Alarmen gik klokken 19:21, og brandvæsnet var fremme kort tid efter. De er nu i gang med slukningsarbejdet.

En person er blevet reddet ned fra taget på ejendommen.

Østjyllands Politi oplyser, at de også er til stede ved branden, der har spredt sig nabobygningen.
De beder folk om at holde sig væk fra området, mens politi og brand arbejder på stedet.

En nabo til bygningen, hvor branden raserer, fortæller, at vedkommende hørte nogen råbe om hjælp.

Da naboen kiggede ud af vinduet, så vedkommende en mand flygte væk fra flammerne og ud på lejlighedens skrå tag.

Naboen fortæller, at manden er reddet ned fra bygningen, men kan ikke sige noget om tilstanden på forulykkede.

Beredskab & Sikkerhed fortæller, at flere styrker er på vej til adressen.
Derudover sender man en drone i luften for at danne overblik over branden.